Autentisk stemning er en misbrugt term, som efter min mening ofte bare er et forsøg på at skjule doven research. Det er opreklamering af i forvejen overrendte steder. Turisten der har indtaget en autentisk milkshake lavet af banan og vand fra Gangesfloden i Indien står overfor sit livs diarréoplevelse. Når alle toiletter i byen er optaget af andre turister, der læste samme anbefaling i guidebogen, er det man kan spørge sig selv, hvor autentisk det hele egentlig er. Det er jo ikke inderne man møder på tønden. De ved nemlig godt, at man ikke skal stole på banana lazzi gutten med den dårlige hygiejne.
Guidebøger er gode til at få turister til at føle sig underlegne den globetrotter-erfarne forfatter, der tilsyneladende har været langt bedre til at nå ind til selve kernen af landet – den såkaldt ægte vare. I Lonely Planet for Danmark er Latinerkvarteret i Århus eksempelvis forfatterens bud på det mest autentiske indenfor bygrænsen. Det er jo løgn (og latin). Den "autentiske stemning" du finder i Latinerkvarteret er kaffe latte til op over begge ører og designerkedsomhed til ågerpriser. Er resten så kulisser i den falske forestilling "Smilets By," hvor statister render rundt i et spil for galleriet?
Grim betonghetto med overraskende flinke beboere, tirsdagstrivialitet hos købmanden, rullepølsetraumer og et mindeværdigt håndtryk med tossedamen, der har cigaretter stikkende ud af ørerne. Det er alt sammen autentisk stemning i den guidebog, der mangler at blive skrevet. En mindre velpoleret udgave af autenticitet. Den, som det er enormt svært at få med hjem i håndbagagen. Men hvis du formår det, har du fået en flig af noget virkeligt, som det er umuligt at give præcise anvisninger til på Googlemaps. Det er det stykke af Berlinmuren, som du selv huggede af, og ikke den dyre version, der blev langet over disken i en lille pilleæske.
Efter godt fem måneder har jeg kylet neonskiltet, jeg bar om halsen, i skraldespanden. Nu blinker jeg ikke længere "naiv turist," men har skiftet ham og slået skankerne op på byens sofabord. Jeg føler mig så at sige hjemme under fremmed tag. Mit hamskifte giver visse privilegier. Folk åbner gerne cirklen op, så jeg kan være med til Bro Bro Brille og træde ud af rollen som den nyankomne danske bænkevarmer. På min 136. dag i San Francisco fik jeg foreksempel lov til at overvære en autentisk narkohandel uden at blive spyttet på eller skudt. En indvielsessalut jeg i sandhed er stolt af. Det føltes som om borgmester Gavin Newsom forærede mig bynøglen. Jo, jo, jeg blev da lidt skræmt, da skakspilleren, jeg stod og fotograferede, pludselig fik besøg af sine håndlangere, og små poser med bagepulver blev hevet frem ved siden af skakbrættet. Men en lille del af mig tænkte også "Bravo! Du er nu San Franciskaner in spe!"
Jeg har penetreret indercirklen – det hemmelige rum, som Lonely Planet glemte at skrive om. Og som nyfødt San Franciskaner er jeg kommet i de amerikanske reklamemænds søgelys. I dag modtog jeg en mail hvori der stod: "Do girls hate you? We have the solution!" Tænk at jeg så hurtigt efter min nyerhvervede anden nationalitet bliver accepteret som homoseksuel i San Francisco. Det er da rart at vide, at der findes en løsning, hvis jeg en dag beslutter også at skifte seksualitet.
Gennem min midlertidige fremmede placering på verdenskortet har jeg tilegnet mig evnen til at udpege mine medborgere blandt andre Californiere. Jeg ved, at man bare skal over de første fire bakkekamme bag Golden Gate Bridge for at møde mænd, der er så glade for deres wife-beater at de aldrig sender den til vask. I San Francisco skriver mændene ikke "Redneck" i forruden af deres biler, men får gerne manicure, og de træner sixpacks i stedet for at tylle dem. Mændene fire bakkekamme herfra lytter til Miley Cyrus og nægter at hun nogensinde har været for ung til at blive scoret. I San Francisco drømmer mange mænd stadig om at score hendes far. Deri ligger et par af forskellene.
Små fede flueben myldrer rundt mellem hinanden i min gennemtærskede guidebog. Jeg har taget min dosis af sightseeing til byens turistattraktioner. Men det er andre ting, der står klarest for mig, nu da hjemrejsen til Danmark lurer ulideligt tæt på. Jeg elsker at folk tager trommesættet med i Dolores Park og sidder og hamrer løs i det fri for at skåne deres naboer. Surealistiske gåture gennem byens rå kvarter Tenderloin med Freddie Mercury hvæsende ind i mine øregange - en kvinde der danser til rytmen af gak gak i sit hoved, mens hun skubber sin ven i kørestol hen til det nærmeste "soupkitchen," – snakkesalige fremmede, der får busturene til at føles for korte – demonstrationer der ender i en studio 54 lignende folkefest i Castro - en 76årig kvindelig stand up komiker, der inviterer til comedyshow i sit hjem - Det er for mig nogle af de ting, der får San Francisco til at overgå beskrivelserne i enhver guidebog. Dem gemmer jeg ned i en skuffe med "autentisk stemning."
Og så håber jeg at Gavin Newsom aldrig beder om at få bynøglen tilbage. For der er en del døre, jeg stadig mangler at åbne i San Francisco.
Demonstrationen den 26. maj 2009 mod Prop 8 endte ved Castro St. og Market St. hvor der blev fyret op for musikken og danset, da talerne forstummede.
