Hollywood - Det falske sted?

For ni dage siden tøffede jeg med to venner mod stedet hvor superstjerner tændes, brænder ud og bliver til sorte huller, der opsluger alle de håbefulde, som aldrig formår at slå igennem. Roadtrip’en gik til plastikkirurgiens højborg for at spotte et par kendisser og forsøge at afkræfte alle San Franciskanernes fordomme om Hollywood. Reaktionen var entydig, hver gang jeg fortalte om vores indkodede GPS destination. "Oh, my God. It’s just SOOOOOO superficial. I hate LA. Everybody’s totally fake!" Advarslerne haglede ned over mig, som var jeg på vej til Tjernobyl for at lave en grundvandsboring og fylde drikkedunken.

Det er ikke nedsmeltede atomreaktorer men i stedet lidt for ivrige plastikkirurger, der står bag misdannelserne i Hollywood. Ungdommens kildedille er stor i LA, hvor den tilstræbte gennemsnitsalder bliver yngre for hvert år der går. Fortsætter trenden vil modebladene i år 2042 portrættere fostre på den røde løber og teenagerne vil føle sig afdankede, når de runder de 14.
Smukke mennesker myldrer rundt mellem hinanden i et urealistisk størrelsesforhold, der får Danmark til at fremstå som en væksthæmmet grim ælling. Alting sidder lidt strammere og højere omkring Sunset Boulevard og Rodeo Drive. Appelsinhud findes kun i fremmedordbogen og ammebryster fyldes med silikone, når de er tømt for mælk – hvis da ikke malkningen bliver afviklet på fremmede kontinenter, inden adoptionen er i hus.

På hvert gadehjørne kan man spejle sig i blankpolerede porcher. I det hele taget er de glade for spejlblanke facader i Hollywood. De tjener som en konstant påmindelse om at overholde den næste botoxtid i kalenderen. Jeg følte mig splittet mellem en ustyrlig trang til at kaste mig ind i det første og bedste fitnesscenter og en forargelse over alle dem, der kan skrue sig ned i en størrelse nul. Størrelse NUL? Et tal der opfordrer til, at man skal fylde ca… ingenting.
Det er irriterende at blive konfronteret med en 50årig kvinde, der fremkalder tanken: "Sådan vil jeg gerne se ud om 20 år. Nej vent. Sådan ville jeg gerne have set ud for 10 år siden." Mødrene i LA ligner døtre. I hvert fald indtil de kommer helt tæt på. Så aner man, at visse reservedele er skiftet ud. De er stadig i god stand, men lidt af charmen fra originaludgaven er gået tabt. I LA så jeg læber på bristepunktet og forbavsede øjenbryn, der aldrig har set skyggen af hår, men til gengæld kan gå af i vask. Det var et fremragende syn på sin egen karikerede måde.

At trisse rundt i Hollywood er som at spille med i et filmplot. Det ville ikke have overrasket mig, hvis en instruktør var sprunget frem fra kulissen og havde skreget "Cut." Udbuddet af celebrities under vores LA besøg var dog skuffende sparsomt. Men vi nåede at stå i biografkø med Alan Ruck alias Stuart fra Spin City. Mine håndflader er stadig svedige efter den hjertegaloperende oplevelse.
Hvis man vil rammes af stjernestøv må den bedste taktik vel være at tage derhen hvor stjernerne… støver. Derfor blev der sat krydser på kortet, så turen kunne føre os i fodsporene på Beverly Hills 90210. De nye ejere af familien Walsh’s residens lukkede ikke trædøren op trods mange insisterende tryk på dørklokken. Jeg konkluderede derfor at Jim og Cindys evige gæstfrihed måske ikke er baseret på virkelige hændelser. Leonardo Dicaprio bor oppe på en bakketop i Hollywood Hills. Der er meget smukt på den snørklede smalle vej derop og turen byder på mødet med utallige rengøringsfolk, der er ude for at trække luft fra den enorme rigdom inde bag jerngitrene. Lågen ind til det allerhelligste af Løvens hule krævede en kode eller invitation fra ejeren og vi havde desværre ingen af delene.

Motorvejschauffør extraordinaire og Beverly Hills 90210 ekspert Christina Jensen og jeg lader os forevige foran huset, der i mange år gav torsdagsaftener indhold.

Højtravende palmer kaster skygger henover sekssporede vejbaner, der snor sig mellem stjernernes millionvillaer og byens mange filmlocations. Al den glitter, den bombastiske skønhed og Hollywoods gennemtrængende budskab om, at det her er stedet hvor alting kan ske, gik rent ind. Pludselig kunne jeg fornemme Jantelovens tunge åg lette og efterlade plads til et blufærdigt ønske om at blive opdaget. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle opdages som. Tamburmajor, operasanger eller gartner? Det er i princippet fløjtende ligegyldigt. I USA kan du blive opdaget for hvad som helst. En trendbølge der synes at have skyllet sig vej henover Atlanten med Sidney Lee surfende for fuld blæst.

Det kan godt være at Hollywood efter San Franciskanernes mening er det falske sted. Men det har også en enorm underholdningsværdi, som jeg gerne giver fem stjerner på boulevarden for. Efter ni dages indtryksbombardement i LA er jeg på vej tilbage til mit fødeland. Trangen til at blive prikket på skulderen af en kompromisvillig talentspejder er ved at fordufte. Det er nok danskeren der igen stikker sin løftede pegefinger i vejret og minder mig selv om, at jeg ikke skal tro, at jeg er noget. Jeg tror nu alligevel, at jeg vil undersøge, hvor man kan gå til tamburmajor…

Tyra Banks' mand

For to dage siden havde jeg den store fornøjelse at støde ind i Tyra Banks’ mand. Han var slet ikke som jeg havde forestillet mig.

Jeg mødte ham ombord på bussen. Umiddelbart troede jeg, at en verdenskendt fotomodel ville være lidt mere rundhåndet og forære sin mand en bil. Men han er altså henvist til månedskort og offentlig transport som os andre dødelige. Han satte sig på sædet foran mig, vendte sig om, og begyndte at snakke. Han må være meget glad, måske nærmest beæret, over at være gift med Tyra Banks. I hvert fald var det sådan han titulerede sig selv. "Hello, I’m Tyra Banks' husband." Intet navn, bare titlen Tyra Banks’ mand.
Hans ene øje tog sig en lur, mens det andet forsøgte at holde øje med, hvem det var han talte med. Et venligt smil afslørede, at hans tænder var rendt ind i knyttede næver fra tid til anden. Dele af gebisset manglede. Resten deltog i mandens festlige glædesudtryk. Han lignede, at verden den dag var fri for sorger, og at han var på nippet til at bryde ud i en breakdance. "Do you have a dollar?" spurgte han og fik den. Så vendte han sig om et øjeblik og stirrede ud af vinduet på San Franciscos aftenskumring oplyst af byens reklameskilte, gadelygter og lyskæder, som ikke bliver taget ned efter juletid. Tyra Banks’ mand brugte dette halve minut på at slette alt i sin korttidshukommelse og vendte sig om mod mig igen: "Do you have a dollar?" Da jeg forklarede, at det havde jeg desværre ikke længere, forsøgte han alligevel at sælge mig en kuglepen fyldt med bidemærker.

San Francisco er stedet, hvor folk snakker ombord på bussen. Det er også stedet, hvor der bliver rullet knap så meget med øjnene, når Tyra Banks’ mand forsøger at afsætte skriveremedier til sine medpassagerer. Det virker som om folk her i byen bliver mindre flove over opmærksomheden, der følger med, når 33’erens tossekarl beslutter at kaste sin kærlighed over dem.
I 7’eren i Århus har vi Steff-Houlberg manden, der altid har en Steff-Houlberg pølsebakke med sig på ruten. Han harker som var han besat af tuberkulose, men ser ellers rimelig tilforladelig ud. Alligevel virker det som om han bærer rundt på kryptonit i sin pølsebakke og medpassagererne er supermænd, der skifter sæde for at redde livet. Der er altid tomt omkring Steff-Houlberg manden og mange øjne ruller i periferien. Hvis århusianerne turde snakke med ham, kunne det være, det viste sig, at han var gift med Helena Christensen… eller bød på en pølse og en røverhistorie.

Hamskifte

Hvis jeg figurerede i en velskrevet guidebog ville jeg nu være placeret under kapitlet "autentisk stemning." Efter fem måneder i San Francisco er jeg blevet indviet i den del af byens liv, som man opfordres til at jagte men aldrig helt får hold på som turist.

Autentisk stemning er en misbrugt term, som efter min mening ofte bare er et forsøg på at skjule doven research. Det er opreklamering af i forvejen overrendte steder. Turisten der har indtaget en autentisk milkshake lavet af banan og vand fra Gangesfloden i Indien står overfor sit livs diarréoplevelse. Når alle toiletter i byen er optaget af andre turister, der læste samme anbefaling i guidebogen, er det man kan spørge sig selv, hvor autentisk det hele egentlig er. Det er jo ikke inderne man møder på tønden. De ved nemlig godt, at man ikke skal stole på banana lazzi gutten med den dårlige hygiejne.

Guidebøger er gode til at få turister til at føle sig underlegne den globetrotter-erfarne forfatter, der tilsyneladende har været langt bedre til at nå ind til selve kernen af landet – den såkaldt ægte vare. I Lonely Planet for Danmark er Latinerkvarteret i Århus eksempelvis forfatterens bud på det mest autentiske indenfor bygrænsen. Det er jo løgn (og latin). Den "autentiske stemning" du finder i Latinerkvarteret er kaffe latte til op over begge ører og designerkedsomhed til ågerpriser. Er resten så kulisser i den falske forestilling "Smilets By," hvor statister render rundt i et spil for galleriet?
Grim betonghetto med overraskende flinke beboere, tirsdagstrivialitet hos købmanden, rullepølsetraumer og et mindeværdigt håndtryk med tossedamen, der har cigaretter stikkende ud af ørerne. Det er alt sammen autentisk stemning i den guidebog, der mangler at blive skrevet. En mindre velpoleret udgave af autenticitet. Den, som det er enormt svært at få med hjem i håndbagagen. Men hvis du formår det, har du fået en flig af noget virkeligt, som det er umuligt at give præcise anvisninger til på Googlemaps. Det er det stykke af Berlinmuren, som du selv huggede af, og ikke den dyre version, der blev langet over disken i en lille pilleæske.

Efter godt fem måneder har jeg kylet neonskiltet, jeg bar om halsen, i skraldespanden. Nu blinker jeg ikke længere "naiv turist," men har skiftet ham og slået skankerne op på byens sofabord. Jeg føler mig så at sige hjemme under fremmed tag. Mit hamskifte giver visse privilegier. Folk åbner gerne cirklen op, så jeg kan være med til Bro Bro Brille og træde ud af rollen som den nyankomne danske bænkevarmer. På min 136. dag i San Francisco fik jeg foreksempel lov til at overvære en autentisk narkohandel uden at blive spyttet på eller skudt. En indvielsessalut jeg i sandhed er stolt af. Det føltes som om borgmester Gavin Newsom forærede mig bynøglen. Jo, jo, jeg blev da lidt skræmt, da skakspilleren, jeg stod og fotograferede, pludselig fik besøg af sine håndlangere, og små poser med bagepulver blev hevet frem ved siden af skakbrættet. Men en lille del af mig tænkte også "Bravo! Du er nu San Franciskaner in spe!"

Jeg har penetreret indercirklen – det hemmelige rum, som Lonely Planet glemte at skrive om. Og som nyfødt San Franciskaner er jeg kommet i de amerikanske reklamemænds søgelys. I dag modtog jeg en mail hvori der stod: "Do girls hate you? We have the solution!" Tænk at jeg så hurtigt efter min nyerhvervede anden nationalitet bliver accepteret som homoseksuel i San Francisco. Det er da rart at vide, at der findes en løsning, hvis jeg en dag beslutter også at skifte seksualitet.
Gennem min midlertidige fremmede placering på verdenskortet har jeg tilegnet mig evnen til at udpege mine medborgere blandt andre Californiere. Jeg ved, at man bare skal over de første fire bakkekamme bag Golden Gate Bridge for at møde mænd, der er så glade for deres wife-beater at de aldrig sender den til vask. I San Francisco skriver mændene ikke "Redneck" i forruden af deres biler, men får gerne manicure, og de træner sixpacks i stedet for at tylle dem. Mændene fire bakkekamme herfra lytter til Miley Cyrus og nægter at hun nogensinde har været for ung til at blive scoret. I San Francisco drømmer mange mænd stadig om at score hendes far. Deri ligger et par af forskellene.

Små fede flueben myldrer rundt mellem hinanden i min gennemtærskede guidebog. Jeg har taget min dosis af sightseeing til byens turistattraktioner. Men det er andre ting, der står klarest for mig, nu da hjemrejsen til Danmark lurer ulideligt tæt på. Jeg elsker at folk tager trommesættet med i Dolores Park og sidder og hamrer løs i det fri for at skåne deres naboer. Surealistiske gåture gennem byens rå kvarter Tenderloin med Freddie Mercury hvæsende ind i mine øregange - en kvinde der danser til rytmen af gak gak i sit hoved, mens hun skubber sin ven i kørestol hen til det nærmeste "soupkitchen," – snakkesalige fremmede, der får busturene til at føles for korte – demonstrationer der ender i en studio 54 lignende folkefest i Castro - en 76årig kvindelig stand up komiker, der inviterer til comedyshow i sit hjem - Det er for mig nogle af de ting, der får San Francisco til at overgå beskrivelserne i enhver guidebog. Dem gemmer jeg ned i en skuffe med "autentisk stemning."
Og så håber jeg at Gavin Newsom aldrig beder om at få bynøglen tilbage. For der er en del døre, jeg stadig mangler at åbne i San Francisco.

Demonstrationen den 26. maj 2009 mod Prop 8 endte ved Castro St. og Market St. hvor der blev fyret op for musikken og danset, da talerne forstummede.

Robert Redford slog et smut forbi...

Vejen går tit omkring Castro kvarteret i jagten på store oplevelser. Og i aftes stødte jeg på en lidt ud over det sædvanlige. Ombord på bussen så jeg en horde af mennesker samlet udenfor den gamle biograf Castro Theatre. Da jeg stod af, opdagede jeg, at selveste Robert Redford havde planer om at kigge forbi til en "special screening" af filmen "Butch Cassidy and the Sundance Kid." Jeg tog benene på nakken, hev kameraet frem og formåede at snige mig frem på første parket lige ved den røde løber. Så da manden steg ud af sin sølvgrå SUV, var jeg tæt nok på til at spotte fuer og rynker på den aldrende herre. Jeg skulle hilse...

Is it 'cause I'm BLACK?

På IKEAs hjemmeside kan du være heldig at finde en rødhåret, hjælpsom, virtuel dame ved navn Anna. Hun er programmeret til at svare på alle de spørgsmål kunderne måtte have om IKEA – og til dels også verden udenfor. Programmørerne har formentlig anset hende for lidt af en fangst. For hun kan både tage imod komplimenter om sin hårfarve og makeup. Og så er hun også i stand til at stå imod eventuelle bejlere. Til spørgsmålet: ”Har du en kæreste?” svarer hun høfligt ”Lidt hemmeligheder må en pige vel have!” Meget længere rækker Annas danske ordforråd ikke. Men på den amerikanske version af IKEAs hjemmeside er Anna åbenbart vant til et lidt hårdere kundesegment. For eksempel kender hun ordet ”prostitute.” Hvis nogen skulle driste sig til at kalde hende det, giver hun igen med skolegårdsremsen; ”Sticks and stones may break my bones but words will never hurt me.”
Den slående forskel på danske og amerikanske Anna er, at miss IKEA-USA er programmeret til at afslå racistiske kommentarer. Svaret lyder prompte: ”I’m not willing to discuss this subject in any way!” I Danmark har IKEA ikke fundet det nødvendigt at lære Anna om racefordomme. Jeg går ind for at enhver racist skal have en syngende verbal lussing. Men det skræmmer mig, at en virtuel IKEA dame ikke kan få lov til at leve i uvidenhed om skyggesiden af det amerikanske samfund.

Der bliver lagt voldsomt meget vægt på race i USA. Som menneskeligt gadekryds er det svært at vurdere, hvilken race jeg tilhører mest. Men jeg har opdaget, at hvis der er sort på farvepaletten, så er det altså den farve, man er herovre. Den første dag jeg var til undervisning i Racial Politics and American Democracy, kommenterede underviseren min blandede baggrund med en far fra Tunesien og en mor fra Danmark. Så vippede han sit hoved kvart på skrå og spurgte mig hemmelighedsfuldt, hvad min far egentlig ville sige til, hvis jeg en dag kom hjem med en hvid mand. Da hele dilemmaet i den sort/hvide konflikt og blandede forhold ligger ret fjernt fra mig, troede jeg han mente en albino. Og dem har min far, så vidt jeg ved, intet imod, forklarede jeg. Racespørgsmålet fik mig til at føle mig som den danske version af IKEA Anna. Ikke programmeret til at svare på den slags.

Trods regnbuefarver, frisind og talrige hudkulører eksisterer den sort/hvide opdeling også i San Francisco. Slavetiden og raceadskillelsen er så indgroet en del af afroamerikanernes historie, at mange stadig - forståeligt - er meget opmærksomme på deres tilhørsforhold. Fortiden har givet liv til mange konspirationsteorier. Ved årtusindskiftet blev der lavet en amerikansk undersøgelse, der viste, at 39 procent af afroamerikanerne troede på, at AIDS blev skabt i et laboratorium som et plot af den amerikanske regering for at udrydde dem. Da den albinointeresserede underviser spurgte os på holdet om vi troede teorien holdt vand, var vi kun to ud af 30, der udtrykte skepsis.

Om det skyldes, at jeg bliver undervist af en mand, der er ved at genoplive Black Panthers, ved jeg ikke. Men indoktrineringen er så småt begyndt at sætte ind. Min procentvise pigmentafvigelse fra ”Den Hvide Mand,” får mig indimellem til at føle mig sort. Jeg ser rødt, når hvide politimænd anholder kontrastfarvede personer i ghettoen. Jeg aner intet om skyld eller uskyld. Men jeg får en strittende trang til at råbe ”Oh no, you didn’t!”… og jeg står klar med kameraet, hvis anholdelsen udvikler sig til Rodney King version 2.0.

Hvilken farve jeg helt præcist har, ved jeg egentlig ikke. Bæbrun måske. Eller Obama farvet? Men solen herovre og en god portion konspirationsteorier får mig nok til at fremstå en smule mørkere, når jeg vender tilbage til det blege Danmark. Til den tid har jeg planer om at tage et møde med min bankrådgiver og bede om forhøjelse af min kassekredit. Når han svarer nej, vil jeg udbryde et højt og rungede ”Is it ’cause I’m BLACK?!!”

NASA ringer en af dagene

Kan en barndomsdrøm blive for gammel? Jeg tror et par af mine har overskredet sidste salgsdato. Men jeg har meget svært ved at acceptere det. For at sige farvel til en barndomsdrøm er at stå ved sin ældningsproces.

Jeg er opdraget i en narcissistisk religion. Den hedder "Troen på dig selv." En ateistisk mor lod mig forstå, at der ikke findes andre guder… end mig selv. Og hvis JEG ville noget nok, så kunne ALT lade sig gøre. Så da jeg i 7. klasse kom hjem fra en fysiktime og erklærede: "Jeg vil være astronaut!" tog min mor et møde med min fysiklærer, for at forklare hende om mine NASA ambitioner. Hun mente nemlig - som mødre jo skal - at jeg var en egnet kandidat. Og den tro er jeg blevet i siden.
Kombinationen af at blive indgydt ubegrænsede mængder selvtillid og samtidig aldrig at være blevet pæcet frem, har givet mig et ejendommeligt forhold til ambitioner. Jeg er overbevist om, at jeg kan nå målet. Uden at røre en finger.
OL guldvinder i 200 meter crawl. Sådan lyder en anden af mine barndomsdrømme. Jeg stoppede med at gå til svømning, efter at have set "Dødens Gab" i en lidt for tidlig alder. Men jeg opgav ikke OL drømmen. Den dag i dag tænker jeg stadig på at genoptage den ugentlige svømning og så måske nå guldet engang i år 2016. NASA ringer nok også en af dagene. Jeg skal bare lige have læst lidt op på de sorte huller og regnet på nogle primtal.

Måske er udløbsdatoen overskredet for et par af mine barndomsdrømme. De begynder vel at gå i forrådnelse, i takt med at man bliver ældre. Det er hårdt at indse for en, der opvoksede i troen på, at alt kunne lade sig gøre. Det kan ALT ikke. Det er for sent at få opfyldt drømmen om at komme med i "Flying Super Kids." En 30årig kvinde der kommer tonsende hen mod springbrættet i en livsfarlig astmamanøvre, er ikke noget, der sælger billetter. Jeg er også for gammel til at komme med i "De Unge Mødre." Men tanken om, at noget er uigenkaldeligt for sent, strider mod min religion. Derfor går jeg nu efter at komme med i "De Gamle Mødre," hvor mottoet er: "Dengang mor var ung…" Kvinderne beklager sig ikke længere over, at Johnny og hans potvenner har rodet hele stuen til. For Johnny er en anonym sæddonor.

Måske er det ungdomsfikseringen, der spænder ben for min selverkendelse. Hver dag bliver jeg tæppebombet med såkaldt målrettede reklamemails, der hylder livet før det fik begrænsninger. Efter jeg er trådt ind i et nyt årti, er jeg kommet i kategorien "Ældre kvinder." Det betyder spam, der giver mig lyst til at ansøge om pension. "Killer Wrinkles" er en reklame, der forfølger mig. Om den er rettet mod morderen, der har fået rynker af dårlig samvittighed, eller om der rent faktisk findes rynker, der dræber, ved jeg ikke. Men da jeg opdagede, at kvinden i reklamen hed Rebecca, følte jeg mig både skræmt og ramt. "Loose 40 years!" lover en anden reklame i min mailbox. Det ville give mig en betænkningstid på ti år, før jeg igen skulle fødes og for alvor give barndomsdrømmene en skalle. Måske er det bare på tide at sende drømmene til revision. Det er vel aldrig for sent at blive Nobelprisvinder?… Den tager jeg.

Fod, sved og tårer

I dag er jeg blevet kaldt både "Smelly, sweaty og uptight." - af den samme mand. Midt på Powell Street, hvor turister har travlt med at fare vild og storshoppere har sat rundsavene på turbospeed for at komme først til det største tilbud. Han gav mig sit business kort og forklarede, at han er ved at lave en film om kvinders stinkende, svedige fødder. Derefter erklærede han, at jeg lignede den perfekte kandidat til en hovedrolle i filmen. Selvom hans charmerende beskrivelse af min størrelse 37 holdt vand – det må jeg ærligt og ærgerligt erkende - var jeg alligevel ret chokeret over, at han kunne spotte det på afstand. Midt i et menneskemylder, havde mine fødder, i sine udtrådte såler, udstrålet autentisk klamhed, som han ikke kunne lade passere.
Jeg slog blikket ned i asfalten, halvt skelende på mine ildelugtende tæer, der krummede sig i flovhed. De havde lidt et knæk i fodtilliden. Så sagde han, at jeg skulle kigge ham i øjnene. At blive forlegen ville bare gøre det hele værre, mente han. På dette tidspunkt blev jeg en smule irriteret på hans ligefremme attitude, som er temmelig udansk og derfor svær at forholde sig til. Jeg takkede pænt nej til en fremtid som skrækindjagende fodfilmstjerne og forklarede, at jeg er genert anlagt, når det gælder kombinationen af film og fodsved. Så sagde han, at enhver kvinde fra Californien ville have sagt ja – "But you women from Europe are just SO uptight!" Den frembrusende fodfetishfilminstruktør forlod mig i måbende tilstand, med en snigende trang til både at hugge en hæl og klippe en tå.

San Francisco er storleverandør af oplevelser der står i skarp kontrast til, hvad jeg betragter som dansk. Hvem ved, måske synes hele min omgangskreds i Danmark, at mine fødder er klamme. Men jeg får lov til at leve i lykkelig uvidenhed. Herovre får jeg det at vide. Af en fremmed vel at mærke. Den her pågåenhed, som findes i alle afskygninger, kan både virke skræmmende og befriende.
Mine tæer er begyndt at rette sig ud igen. De har fået intensiv tæer-apeutisk behandling i form af et fodbad og ser frem til at træde byen tynd med oprejst pande. Hvis den næste mand, der giver mig sit business kort, er selveste Jimmy Choo, er min fodtillid genoprettet.

Sparkling Silver Slippers versus Ymerdrys

Nogle dage kan beskrives med ét enkelt ord. Foreksempel "ymerdrys." Sådan en dag føles for det meste utroligt kort. Man vågner med et spjæt midt i et krampeanfald, der har sat sig i gårsdagens salsaben. Det var nemlig en af de dage, hvor man løj sig til en fortid som europæisk juniormester i standarddans. Sidst på aftenen begyndte man selv at tro på løgnen. Derfor kastede man sig ud i en vaks jitterbug med en halvanden meter høj mand, der ærligt talt burde have været bedre til at gribe.

Nu opdager man, at den fremmede arm ens hoved hviler trygt og hyggeligt på… er ens egen. Den sover bare. Man føler sig et splitsekund lidt kedelig, og tænker derfor, at der skal fyldes indhold på livet. "Jeg mangler ymerdrys," er den næste tanke. Så stirrer man tomt ud i luften de følgende tre timer, mens man undrer sig over, hvordan dunsten af Margarita kan bevæge sig fra bar til mund til hovedpude. De små brikker af minder dukker frem, indtil puslespillet næsten er samlet. Men hvor fanden er min venstre sko? Jagten på den helt rigtige ymerdrys varer resten af dagen, fordi tømmermænd nedsætter beslutsomheden.

"Ymerdrys" bliver sjældent overskriften på dagene her i San Francisco, selvom byen både byder på tømmermænd og salsaben. Der er sket noget med min beslutsomhed, efter at jeg har skiftet bopæl. Klokken 8 står solen skarpt ind af mit vindue og det fortsætter den med, indtil jeg har overgivet mig og står udenfor hoveddøren. Selv på dage, hvor en hovedamputation virker som en holdbar løsning, så lokker byens sære seværdigheder mere end opgradering af morgenmadsprodukter. Sidst jeg var på ugidelighedens rand tog beslutsomheden igen over. Vi tilbragte hele dagen på Galopbanen.

"One dollar day" betyder, at man kan proppe sig med en-dollars fadøl og en-dollars hotdogs serveret i aparte omgivelser. Heste ved navn Sparkling Silver Slippers og Ligtening Ball rides af bittesmå jockey mænd, der ville gøre sig som elendige jitterbug dansepartnere. En postkasserødklædt trompetist annoncerede hvert løb. Han havde en hel del kunstnerisk råderum. I hvert fald bød repertoiret både på temamelodierne fra The Simpsons og Star Wars.
Kombinationen af næsten gratis fadøl og frit udsyn til naturens egen varmelampe gav gambler genet et ekstra nøk opad. Jeg har nu erfaret, at min ludomani også omfatter en "quientella" satsning på galopbanen. Jeg aner intet om, hvad "quientella" spillet går ud på, eller hvad der foregik efter krikkerne forlod startbåsene. Men euforien ramte mig hver gang. Damer i fjerklædte giganthatte og mænd med ildelugtende cigarer skreg, som om deres liv afhang af det. Min arm hu-hu-hujede med, mens jeg råbte "Kom nu for fanden, dig den prikkede Shetlænder, eller hvad dælen du er!"- Jeg har nemlig kun været "hestepige" en enkelt dag i Djurs Sommerland. I det næstsidste løb kom 9eren ind som vinder. Mine 2 dollars forvandlede sig til 7 og jeg var solgt.
Søndag på galopbanen var dejligt lang. Sådanne dage føles tilpas indholdsrige til, at jeg kan sige godnat uden at fortryde, at jeg er 24 timer tættere på min dødsdag. Ymerdrys dage føles ligesom lidt mere spildte. I San Francisco er der længere mellem ymerdrys dagene og kortere vej til at træffe en beslutning.

Kære Facebook - Lad os redde miljøet

Pandaer måtte lade livet i går på grund af min glemsomhed. Hvor mange, der drattede om, fordi jeg glemte at slukke lyset, ved jeg ikke. Men min samvittighed er delvist sort, ligesom pandaen.
Min viden om CO2 rækker akkurat dertil, hvor jeg kan konstatere, at det ikke er navnet på en badedragt. H2O og CO2 lyder til gengæld begge lidt som rappere fra 90erne, der ikke nåede med på bølgen, før alle de fede navne var taget. Men CO2 er heller ikke Eminems ven. Så meget ved jeg da.
I dag prøvede jeg så at undersøge, hvordan CO2 regnskabet så ud for i går – hvor mange der deltog i klimasagen og hvad der blev sparet. Måske var det for at lette på min delvist sorte samvittighed, at jeg gerne ville have stillingen gjort op. Hvis nu 2½ million miljø ubevidste danskere holdt lyset tændt – svarede det så til 523.000 døde pandaer – eller hvordan hænger tingene sammen? Det regnestykke havde "Burning Panda" ikke nået at lave. De havde heller ikke gidet forklare, hvad CO2 præcis er, når det hverken er en badedragt eller en rapper. De er vel gået ud fra, at miljøoplysningskampagnerne nu har kørt i så mange år, at der ikke længere findes mennesker, der stadig får et tomt blik i øjnene, når snakken falder på energibesparelser og huller i ozonlaget.
Det jeg er mest interesseret i at finde ud af er, om den strøm der blev sparet på de slukkede pærer, svarede til det, der blev brugt på Facebook.
Storbyer i "hele verden" pudsede glorien og sagde "Lad os redde miljøet," og så gik millioner af mennesker i gang med statusopdateringer til vennerne, der forklarede, hvordan de følte, de var med til at udrette noget stort. Tik tak. Elmålerne snurrede nok en ekstra omgang i timerne efter, at samvittigheden blev vasket ren.
Tænk at være en panda. I en time kan man ånde lettet op og grovæde eukalyptus, fordi planterne på mystisk vis har fået lov til at gro. Men når klokken slår 21.31 dansk tid begynder den plettede pels at klø og fætter Godbjørn falder uden varsel om, fordi han uheldigvis stod lige under hullet i ozonlaget. I dag fik jeg en statusopdatering på Facebook fra en af mine perifere venner:
"Burning Panda thinks yesterday was amazing until cousin Goodbear went up in smoke…"

Totally last season

Hvis der en dag kom en tornado forbi San Francisco, så ville befolkningen straks søge mod nærmeste lokum. De offentlige toiletter er indrettet som "Tornado Shelters," og det var det første, jeg bed mærke i, efter min ankomst til USA.
Et trist sted at dø, var min umiddelbare indskydelse. Eller et kedeligt sted at overleve! Der er ligesom ikke lagt op til den der obligatoriske romance, som jeg har erfaret, altid opstår, når naturen raser. Det siger Hollywoods katastrofefilm i hvert fald. Der er ikke så meget sexappeal i sætningen "Har du mere papir, jeg er løbet tør herinde…"
Selv de mest trivielle ting virker bemærkelsesværdige, når man sidder på et lufthavnstoilet med et halvt døgns jetlag summende i kroppen. Det næste jeg bed mærke i var, at vandstanden i USA’s kummer er ca. 30 centimeter højere end i Danmark. Våde fingre er en uundgåelig del af toilet-tilvænningsperioden. Den er jeg akkurat nu trådt ud af, og føler mig derfor parat til at bede om permanent opholdstilladelse.

Kulturforskelle er der mange af, når man har taget turen fra Århus C. til San Francisco. Heldigvis. Selvom jetlaget ikke længere ulmer i kroppen spotter jeg stadig jævnligt ting, ved mit nye nabolag, der både forvirrer og imponerer. Forleden var jeg involveret i en mindre vandfejde – eller måske bør jeg kalde det en hetz. Under et cafébesøg styrede jeg mod vandkanderne, da de altid er det billige alternativ for en fattig studerende. Fire kander stod på rad og række. I den ene var der "plain" water uden lirum larum, direkte fra hanen. Den anden vandkande bød på vand med citronskiver. I den tredje var der lime, og i den fjerde vand med agurk. Jeg valgte kande nummer tre. Akkurat som jeg havde skænket mig et glas, hørte jeg manden bag mig grine hånligt, mens han kommenterede: "Oh, my God… water and lime – that’s just sooooo 90s!" Åbenbart er San Francisco byen, hvor vand med agurk er det eneste rigtige valg, hvis man vil færdes blandt de übertrendy’e. Lime er "totally last season." Han forlod mig med et glas Ole Henriksen wannabe vand i hånden, mens jeg funderede over, om der findes en opslagstavle, hvor de annoncerer, hvornår næste vandtendens træder i kraft.

Buschaufføren kører kun til second base

Buschauffører er mig stadig en gåde. De er ikke videre snakkesalige i San Francisco og minder på den måde meget om dem, jeg har forsøgt at føre en samtale med i København. Den første køretur jeg havde som eksiljyde i hovedstaden førte mig gennem Istedgade. Jeg bankede høfligt mulden af mine træsko, inden jeg sagde til buschaufføren "Jeg skal til Enghaveplads…" i håb om, at han ville forklare, hvor mange kroner, jeg skulle slippe for den tur. "Nå, hurra – tillykke med det," lød hans svar.
På samme måde har jeg forsøgt at hive et par vejledende råd ud af chaufførerne på bus 38, som kører op ad Geary Boulevard, hvor jeg bor. Jeg føler, at jeg har tilmeldt mig et selvhjælpskursus for passagerer, hvor det er mig, der stiller spørgsmålene, og MIG, der kommer med svarene. Det har ført mig på mange spændende sightseeing ture ud af nabolaget og langt pokker i vold væk fra min gadedør. I starten fordi det var mig selv, der skulle annoncere stoppestederne, og derfor aldrig kom af i tide. Siden hen fordi man skal bestå en mensatest for at kunne åbne de "automatiserede" døre i San Franciscos busser.
Sidste buseventyr var noget abrupt, da chaufføren pludselig sagde over højtalerne. "You have to get of the bus now… This bus doesn’t go any further!" Det overraskede min eneste medpassager og jeg, da bussen plejer at fortsætte cirka 25 stop endnu. Men vi stod autoritetstro af.
Heldigvis er passagererne på busserne herovre ligeså snakkesalige som chaufførerne er tavse. Så kvinden, jeg blev smidt på gaden med, hjalp mig videre på ruten. Jeg formåede, inden vi skiltes, at brillere med mine højtudviklede engelske talegaver, og sagde til hende: "It was so strange with that busdriver. He should have told me, that he didn’t want to go all the way with me." Og med disse ord, der nemt kunne forveksles med en skuffet teenager - smidt af ved second base - fortsatte jeg med den næste bus i jagten på flere overraskelser.

Prutter og sneglepost styrker den nationale stolthed

Et Atlanterhavs bredde kan godt få én hægtet lidt af nyhedsstrømmen fra Danmark. Der sker noget besynderligt med interessen for begivenheder i moderlandet, når man er langt væk hjemmefra. Ved "nationale" sammenkomster med den danske enklave i San Francisco dyrker vi den "elendige" danske humor og et ubesejret drukgen, som ingen andre nationaliteter fødes med. Og det er sjovt nok aldrig Foghs Natokandidatur eller Bendt Bendtsens bestikkelse der optager os. Det er derimod uvæsentlighedernes gang, vi holder os nøje opdateret med. Jeg tror ikke man finder større fans af Xfactor end blandt udlandsdanskerne. Græd Mohammeds mor af lykke, da han strøg videre til finalen? Har Blackmann været på charmekursus eller lider jeg bare lidt af hjemve?

Personligt kan jeg afsløre at en bopæl udenfor Danmarks grænser har øget min interesse for hverdagstrivialiteter og mærkværdigheder i mit fødeland. Det er overskrifter som "Frimærkeforbund dropper snegleposten" der tiltrækker min opmærksomhed. Jeg synes det er fedt at læse om Amager Frimærkeklub, der har meldt sig ud af frimærkeforbundet, fordi en stigende del af medlemmerne bruger email til at kommunikere. Det får mig til at overveje, om medlemmer af De Danske Brevdueforeninger bliver påkrævet udelukkende at kommunikere via due-ruten.
Herfra skal der lyde et forsinket tillykke til Morfar Fogh. Hans lille Facebook opdatering omkring fødslen af hans barnebarn beviser, at han stadig er en vaskeægte hipster og ung med de unge, selvom han er rykket endnu et trin opad generationsstigen. Dét er akkurat så langt min interesse for dansk politik rækker for øjeblikket.
Jeg har forvandlet mig til en kuriositets-detektiv, der jagter det gakgakkede Danmark. Nyhedsstrømmen bliver nøje filtreret, så kun den allermest outrere del får lov at bane sig vej over Atlanten og ind i min domicil i San Francisco. Og Gud, hvor følte jeg min nationale stolthed stige, da jeg hørte, at en eftersøgt mand fra Haderslev blev fanget af politiet, fordi lugten af prut afslørede, at han havde gemt sig i et klædeskab.
Det fordrejede nyhedsperspektiv gør mig ikke mindre stolt af at være dansker – tværtimod. Jeg er pavestolt over at tilhøre landet, der i min nuværende optik gør "En Skør Skør Verden" til skamme.

Gæt og Grimasser

Jeg blev advaret mod et potentielt kulturchok, men der var ingen der sagde noget om det kommunikationsbrist, jeg lige nu befinder mig midt i. Sprogforvirringen er total. Og ikke på den fede – "Jeg er globetrotter og har forgotten my Danish – uhmm… hvad er det nu det hedder? vocabulary!" Nej mere på Grethe Sønck måden - ned på alle fire for at forklare slagteren, at jeg gerne vil købe gris til aftensmaden.

Inden afrejsen fra postnummer 8000 havde jeg en naiv forventning om, at et udlandsophold ville udvide mit ordforråd. Men udvidelsen af mit postnummer til et femcifret nabolag, var åbenbart mere end min venstre hjernehalvdel kunne klare. Det er nemlig både det danske og engelske ordforråd der er i tilbagegang. Kombinationen af to begrænsede sprog har sine konsekvenser for mødet med mine nye landsmænd. Ordbøger hjælper ikke, når man ikke kan huske, hvad man skal slå op. I de søvnige timer lige mellem aftensmaden og godnathilsenen til mine bofæller føler jeg, at mine danskkundskaber ville dumpe folkeskolens afgangsprøve med et brag. Samtidig må jeg ty til gæt og grimasser, der kan erstatte de manglende engelske gloser for "Gider du lige række mig mælken?"
De kloge siger, at det her er et mellemstadie, hvor mit hoved skal beslutte sig for, om det vil satse pengene på dansk eller engelsk. Indtil videre har jeg spredt jetoner ud over det meste af roulettebordet uden mulighed for den helt store gevindst.

Bucket Man er navnet på en gademusiker, som spiller på alle de plastikbøtter han kan komme i nærheden af. På hans flyer er der et billede af ham selv ved siden af Will Smith. Nedenunder står der "Drum Lessons - 6 dollars/hour." Om Will Smith er hans tidligere elev, vidner reklamen intet om. Jeg mødte Bucket Man en giraffarvet, varm eftermiddag, hvor den tætte tåge for en gangs skyld havde bevæget sig ud af byen. Enmandsorkestret hamrede løs på 6 hvide bøtter i assorterede størrelser og klange. Efter 3 trommesoloer holdt han stikkerne i ro et kort øjeblik. Han smilede over hele femøren og spurgte mig "So, do you like the city?" Jeg svarede ham med det bedste mit engelsk/jyske ordforråd havde at byde på den dag "Yes, yes very much, of course!" Så blottede han sit hvide tandsæt helt tilbage til visdomstænderne. Han hoppede op fra bøtterne på fliserne og fandt fluks sin "greatest hits" CD frem. Det viste sig, at jeg ikke havde fattet den ellers relativt korte sætning; "Do you like the city?" I originaludgaven havde den lydt "Would you like a CD?" – "Yes, yes of course!" sagde den tungnemme dansker med sine talegaver for børn. Så nu er jeg den lykkelige ejer af en alt for dyr CD med Will Smiths trommelærer. Den indeholder blandt andet den kendte klassiker "Thanksgiving," som starter med stroferne "I want gravy, I want potatoes, I want turkey."

Humor frabedes i "Limbo"-land

For 71 dage siden stod jeg i San Franciscos lufthavn og forsøgte at tilbageholde et voksende smil på læben. På dette tidspunkt blev jeg selv tilbageholdt i paskontrollens "limbo"-land af en uniformeret skrankepave, der nok aldrig har haft et smil tilovers. Sikkerhedspersonalet i lufthavne – især de amerikanske – har vel omtrent ligeså meget humor som folk, der lever af at foretage tarmskylninger. Derfor må man hverken rulle med øjnene eller klukke lavmælt, når man afkrydser tro og love erklæringen for at komme ind i det forjættede land. "Har du tænkt dig at begå kriminalitet eller terrorvirksomhed under dit ophold i landet?" Kryds Ja eller Nej. "Hvem har betalt for din billet?" – svaret "min alfons" er god, dårlig humor, men vil nok blive taget meget bogstaveligt. "Var du i perioden 23. marts 1933 til 8. maj 1945 involveret i nazi virksomhed?" – Hvordan det skulle kunne lade sig gøre uden en tidsmaskine er mig stadig en gåde. Men listen med spørgsmål, designet til at knække terroristen, der ikke kan lyve, er alenlang… og sjov, hvis man har pakket sin danske humor med i baggagen.
Heldigvis fik jeg allernådigst lov til at træde henover dørtærsklen til USA. Hverdagsfinurligheder og eventyr gemmer sig overalt i San Franciscos tætte tåge. Her befinder jeg mig så 71 dage ældre og en smule klogere på amerikanerne.