Sparkling Silver Slippers versus Ymerdrys

Nogle dage kan beskrives med ét enkelt ord. Foreksempel "ymerdrys." Sådan en dag føles for det meste utroligt kort. Man vågner med et spjæt midt i et krampeanfald, der har sat sig i gårsdagens salsaben. Det var nemlig en af de dage, hvor man løj sig til en fortid som europæisk juniormester i standarddans. Sidst på aftenen begyndte man selv at tro på løgnen. Derfor kastede man sig ud i en vaks jitterbug med en halvanden meter høj mand, der ærligt talt burde have været bedre til at gribe.

Nu opdager man, at den fremmede arm ens hoved hviler trygt og hyggeligt på… er ens egen. Den sover bare. Man føler sig et splitsekund lidt kedelig, og tænker derfor, at der skal fyldes indhold på livet. "Jeg mangler ymerdrys," er den næste tanke. Så stirrer man tomt ud i luften de følgende tre timer, mens man undrer sig over, hvordan dunsten af Margarita kan bevæge sig fra bar til mund til hovedpude. De små brikker af minder dukker frem, indtil puslespillet næsten er samlet. Men hvor fanden er min venstre sko? Jagten på den helt rigtige ymerdrys varer resten af dagen, fordi tømmermænd nedsætter beslutsomheden.

"Ymerdrys" bliver sjældent overskriften på dagene her i San Francisco, selvom byen både byder på tømmermænd og salsaben. Der er sket noget med min beslutsomhed, efter at jeg har skiftet bopæl. Klokken 8 står solen skarpt ind af mit vindue og det fortsætter den med, indtil jeg har overgivet mig og står udenfor hoveddøren. Selv på dage, hvor en hovedamputation virker som en holdbar løsning, så lokker byens sære seværdigheder mere end opgradering af morgenmadsprodukter. Sidst jeg var på ugidelighedens rand tog beslutsomheden igen over. Vi tilbragte hele dagen på Galopbanen.

"One dollar day" betyder, at man kan proppe sig med en-dollars fadøl og en-dollars hotdogs serveret i aparte omgivelser. Heste ved navn Sparkling Silver Slippers og Ligtening Ball rides af bittesmå jockey mænd, der ville gøre sig som elendige jitterbug dansepartnere. En postkasserødklædt trompetist annoncerede hvert løb. Han havde en hel del kunstnerisk råderum. I hvert fald bød repertoiret både på temamelodierne fra The Simpsons og Star Wars.
Kombinationen af næsten gratis fadøl og frit udsyn til naturens egen varmelampe gav gambler genet et ekstra nøk opad. Jeg har nu erfaret, at min ludomani også omfatter en "quientella" satsning på galopbanen. Jeg aner intet om, hvad "quientella" spillet går ud på, eller hvad der foregik efter krikkerne forlod startbåsene. Men euforien ramte mig hver gang. Damer i fjerklædte giganthatte og mænd med ildelugtende cigarer skreg, som om deres liv afhang af det. Min arm hu-hu-hujede med, mens jeg råbte "Kom nu for fanden, dig den prikkede Shetlænder, eller hvad dælen du er!"- Jeg har nemlig kun været "hestepige" en enkelt dag i Djurs Sommerland. I det næstsidste løb kom 9eren ind som vinder. Mine 2 dollars forvandlede sig til 7 og jeg var solgt.
Søndag på galopbanen var dejligt lang. Sådanne dage føles tilpas indholdsrige til, at jeg kan sige godnat uden at fortryde, at jeg er 24 timer tættere på min dødsdag. Ymerdrys dage føles ligesom lidt mere spildte. I San Francisco er der længere mellem ymerdrys dagene og kortere vej til at træffe en beslutning.

Kære Facebook - Lad os redde miljøet

Pandaer måtte lade livet i går på grund af min glemsomhed. Hvor mange, der drattede om, fordi jeg glemte at slukke lyset, ved jeg ikke. Men min samvittighed er delvist sort, ligesom pandaen.
Min viden om CO2 rækker akkurat dertil, hvor jeg kan konstatere, at det ikke er navnet på en badedragt. H2O og CO2 lyder til gengæld begge lidt som rappere fra 90erne, der ikke nåede med på bølgen, før alle de fede navne var taget. Men CO2 er heller ikke Eminems ven. Så meget ved jeg da.
I dag prøvede jeg så at undersøge, hvordan CO2 regnskabet så ud for i går – hvor mange der deltog i klimasagen og hvad der blev sparet. Måske var det for at lette på min delvist sorte samvittighed, at jeg gerne ville have stillingen gjort op. Hvis nu 2½ million miljø ubevidste danskere holdt lyset tændt – svarede det så til 523.000 døde pandaer – eller hvordan hænger tingene sammen? Det regnestykke havde "Burning Panda" ikke nået at lave. De havde heller ikke gidet forklare, hvad CO2 præcis er, når det hverken er en badedragt eller en rapper. De er vel gået ud fra, at miljøoplysningskampagnerne nu har kørt i så mange år, at der ikke længere findes mennesker, der stadig får et tomt blik i øjnene, når snakken falder på energibesparelser og huller i ozonlaget.
Det jeg er mest interesseret i at finde ud af er, om den strøm der blev sparet på de slukkede pærer, svarede til det, der blev brugt på Facebook.
Storbyer i "hele verden" pudsede glorien og sagde "Lad os redde miljøet," og så gik millioner af mennesker i gang med statusopdateringer til vennerne, der forklarede, hvordan de følte, de var med til at udrette noget stort. Tik tak. Elmålerne snurrede nok en ekstra omgang i timerne efter, at samvittigheden blev vasket ren.
Tænk at være en panda. I en time kan man ånde lettet op og grovæde eukalyptus, fordi planterne på mystisk vis har fået lov til at gro. Men når klokken slår 21.31 dansk tid begynder den plettede pels at klø og fætter Godbjørn falder uden varsel om, fordi han uheldigvis stod lige under hullet i ozonlaget. I dag fik jeg en statusopdatering på Facebook fra en af mine perifere venner:
"Burning Panda thinks yesterday was amazing until cousin Goodbear went up in smoke…"

Totally last season

Hvis der en dag kom en tornado forbi San Francisco, så ville befolkningen straks søge mod nærmeste lokum. De offentlige toiletter er indrettet som "Tornado Shelters," og det var det første, jeg bed mærke i, efter min ankomst til USA.
Et trist sted at dø, var min umiddelbare indskydelse. Eller et kedeligt sted at overleve! Der er ligesom ikke lagt op til den der obligatoriske romance, som jeg har erfaret, altid opstår, når naturen raser. Det siger Hollywoods katastrofefilm i hvert fald. Der er ikke så meget sexappeal i sætningen "Har du mere papir, jeg er løbet tør herinde…"
Selv de mest trivielle ting virker bemærkelsesværdige, når man sidder på et lufthavnstoilet med et halvt døgns jetlag summende i kroppen. Det næste jeg bed mærke i var, at vandstanden i USA’s kummer er ca. 30 centimeter højere end i Danmark. Våde fingre er en uundgåelig del af toilet-tilvænningsperioden. Den er jeg akkurat nu trådt ud af, og føler mig derfor parat til at bede om permanent opholdstilladelse.

Kulturforskelle er der mange af, når man har taget turen fra Århus C. til San Francisco. Heldigvis. Selvom jetlaget ikke længere ulmer i kroppen spotter jeg stadig jævnligt ting, ved mit nye nabolag, der både forvirrer og imponerer. Forleden var jeg involveret i en mindre vandfejde – eller måske bør jeg kalde det en hetz. Under et cafébesøg styrede jeg mod vandkanderne, da de altid er det billige alternativ for en fattig studerende. Fire kander stod på rad og række. I den ene var der "plain" water uden lirum larum, direkte fra hanen. Den anden vandkande bød på vand med citronskiver. I den tredje var der lime, og i den fjerde vand med agurk. Jeg valgte kande nummer tre. Akkurat som jeg havde skænket mig et glas, hørte jeg manden bag mig grine hånligt, mens han kommenterede: "Oh, my God… water and lime – that’s just sooooo 90s!" Åbenbart er San Francisco byen, hvor vand med agurk er det eneste rigtige valg, hvis man vil færdes blandt de übertrendy’e. Lime er "totally last season." Han forlod mig med et glas Ole Henriksen wannabe vand i hånden, mens jeg funderede over, om der findes en opslagstavle, hvor de annoncerer, hvornår næste vandtendens træder i kraft.

Buschaufføren kører kun til second base

Buschauffører er mig stadig en gåde. De er ikke videre snakkesalige i San Francisco og minder på den måde meget om dem, jeg har forsøgt at føre en samtale med i København. Den første køretur jeg havde som eksiljyde i hovedstaden førte mig gennem Istedgade. Jeg bankede høfligt mulden af mine træsko, inden jeg sagde til buschaufføren "Jeg skal til Enghaveplads…" i håb om, at han ville forklare, hvor mange kroner, jeg skulle slippe for den tur. "Nå, hurra – tillykke med det," lød hans svar.
På samme måde har jeg forsøgt at hive et par vejledende råd ud af chaufførerne på bus 38, som kører op ad Geary Boulevard, hvor jeg bor. Jeg føler, at jeg har tilmeldt mig et selvhjælpskursus for passagerer, hvor det er mig, der stiller spørgsmålene, og MIG, der kommer med svarene. Det har ført mig på mange spændende sightseeing ture ud af nabolaget og langt pokker i vold væk fra min gadedør. I starten fordi det var mig selv, der skulle annoncere stoppestederne, og derfor aldrig kom af i tide. Siden hen fordi man skal bestå en mensatest for at kunne åbne de "automatiserede" døre i San Franciscos busser.
Sidste buseventyr var noget abrupt, da chaufføren pludselig sagde over højtalerne. "You have to get of the bus now… This bus doesn’t go any further!" Det overraskede min eneste medpassager og jeg, da bussen plejer at fortsætte cirka 25 stop endnu. Men vi stod autoritetstro af.
Heldigvis er passagererne på busserne herovre ligeså snakkesalige som chaufførerne er tavse. Så kvinden, jeg blev smidt på gaden med, hjalp mig videre på ruten. Jeg formåede, inden vi skiltes, at brillere med mine højtudviklede engelske talegaver, og sagde til hende: "It was so strange with that busdriver. He should have told me, that he didn’t want to go all the way with me." Og med disse ord, der nemt kunne forveksles med en skuffet teenager - smidt af ved second base - fortsatte jeg med den næste bus i jagten på flere overraskelser.

Prutter og sneglepost styrker den nationale stolthed

Et Atlanterhavs bredde kan godt få én hægtet lidt af nyhedsstrømmen fra Danmark. Der sker noget besynderligt med interessen for begivenheder i moderlandet, når man er langt væk hjemmefra. Ved "nationale" sammenkomster med den danske enklave i San Francisco dyrker vi den "elendige" danske humor og et ubesejret drukgen, som ingen andre nationaliteter fødes med. Og det er sjovt nok aldrig Foghs Natokandidatur eller Bendt Bendtsens bestikkelse der optager os. Det er derimod uvæsentlighedernes gang, vi holder os nøje opdateret med. Jeg tror ikke man finder større fans af Xfactor end blandt udlandsdanskerne. Græd Mohammeds mor af lykke, da han strøg videre til finalen? Har Blackmann været på charmekursus eller lider jeg bare lidt af hjemve?

Personligt kan jeg afsløre at en bopæl udenfor Danmarks grænser har øget min interesse for hverdagstrivialiteter og mærkværdigheder i mit fødeland. Det er overskrifter som "Frimærkeforbund dropper snegleposten" der tiltrækker min opmærksomhed. Jeg synes det er fedt at læse om Amager Frimærkeklub, der har meldt sig ud af frimærkeforbundet, fordi en stigende del af medlemmerne bruger email til at kommunikere. Det får mig til at overveje, om medlemmer af De Danske Brevdueforeninger bliver påkrævet udelukkende at kommunikere via due-ruten.
Herfra skal der lyde et forsinket tillykke til Morfar Fogh. Hans lille Facebook opdatering omkring fødslen af hans barnebarn beviser, at han stadig er en vaskeægte hipster og ung med de unge, selvom han er rykket endnu et trin opad generationsstigen. Dét er akkurat så langt min interesse for dansk politik rækker for øjeblikket.
Jeg har forvandlet mig til en kuriositets-detektiv, der jagter det gakgakkede Danmark. Nyhedsstrømmen bliver nøje filtreret, så kun den allermest outrere del får lov at bane sig vej over Atlanten og ind i min domicil i San Francisco. Og Gud, hvor følte jeg min nationale stolthed stige, da jeg hørte, at en eftersøgt mand fra Haderslev blev fanget af politiet, fordi lugten af prut afslørede, at han havde gemt sig i et klædeskab.
Det fordrejede nyhedsperspektiv gør mig ikke mindre stolt af at være dansker – tværtimod. Jeg er pavestolt over at tilhøre landet, der i min nuværende optik gør "En Skør Skør Verden" til skamme.

Gæt og Grimasser

Jeg blev advaret mod et potentielt kulturchok, men der var ingen der sagde noget om det kommunikationsbrist, jeg lige nu befinder mig midt i. Sprogforvirringen er total. Og ikke på den fede – "Jeg er globetrotter og har forgotten my Danish – uhmm… hvad er det nu det hedder? vocabulary!" Nej mere på Grethe Sønck måden - ned på alle fire for at forklare slagteren, at jeg gerne vil købe gris til aftensmaden.

Inden afrejsen fra postnummer 8000 havde jeg en naiv forventning om, at et udlandsophold ville udvide mit ordforråd. Men udvidelsen af mit postnummer til et femcifret nabolag, var åbenbart mere end min venstre hjernehalvdel kunne klare. Det er nemlig både det danske og engelske ordforråd der er i tilbagegang. Kombinationen af to begrænsede sprog har sine konsekvenser for mødet med mine nye landsmænd. Ordbøger hjælper ikke, når man ikke kan huske, hvad man skal slå op. I de søvnige timer lige mellem aftensmaden og godnathilsenen til mine bofæller føler jeg, at mine danskkundskaber ville dumpe folkeskolens afgangsprøve med et brag. Samtidig må jeg ty til gæt og grimasser, der kan erstatte de manglende engelske gloser for "Gider du lige række mig mælken?"
De kloge siger, at det her er et mellemstadie, hvor mit hoved skal beslutte sig for, om det vil satse pengene på dansk eller engelsk. Indtil videre har jeg spredt jetoner ud over det meste af roulettebordet uden mulighed for den helt store gevindst.

Bucket Man er navnet på en gademusiker, som spiller på alle de plastikbøtter han kan komme i nærheden af. På hans flyer er der et billede af ham selv ved siden af Will Smith. Nedenunder står der "Drum Lessons - 6 dollars/hour." Om Will Smith er hans tidligere elev, vidner reklamen intet om. Jeg mødte Bucket Man en giraffarvet, varm eftermiddag, hvor den tætte tåge for en gangs skyld havde bevæget sig ud af byen. Enmandsorkestret hamrede løs på 6 hvide bøtter i assorterede størrelser og klange. Efter 3 trommesoloer holdt han stikkerne i ro et kort øjeblik. Han smilede over hele femøren og spurgte mig "So, do you like the city?" Jeg svarede ham med det bedste mit engelsk/jyske ordforråd havde at byde på den dag "Yes, yes very much, of course!" Så blottede han sit hvide tandsæt helt tilbage til visdomstænderne. Han hoppede op fra bøtterne på fliserne og fandt fluks sin "greatest hits" CD frem. Det viste sig, at jeg ikke havde fattet den ellers relativt korte sætning; "Do you like the city?" I originaludgaven havde den lydt "Would you like a CD?" – "Yes, yes of course!" sagde den tungnemme dansker med sine talegaver for børn. Så nu er jeg den lykkelige ejer af en alt for dyr CD med Will Smiths trommelærer. Den indeholder blandt andet den kendte klassiker "Thanksgiving," som starter med stroferne "I want gravy, I want potatoes, I want turkey."

Humor frabedes i "Limbo"-land

For 71 dage siden stod jeg i San Franciscos lufthavn og forsøgte at tilbageholde et voksende smil på læben. På dette tidspunkt blev jeg selv tilbageholdt i paskontrollens "limbo"-land af en uniformeret skrankepave, der nok aldrig har haft et smil tilovers. Sikkerhedspersonalet i lufthavne – især de amerikanske – har vel omtrent ligeså meget humor som folk, der lever af at foretage tarmskylninger. Derfor må man hverken rulle med øjnene eller klukke lavmælt, når man afkrydser tro og love erklæringen for at komme ind i det forjættede land. "Har du tænkt dig at begå kriminalitet eller terrorvirksomhed under dit ophold i landet?" Kryds Ja eller Nej. "Hvem har betalt for din billet?" – svaret "min alfons" er god, dårlig humor, men vil nok blive taget meget bogstaveligt. "Var du i perioden 23. marts 1933 til 8. maj 1945 involveret i nazi virksomhed?" – Hvordan det skulle kunne lade sig gøre uden en tidsmaskine er mig stadig en gåde. Men listen med spørgsmål, designet til at knække terroristen, der ikke kan lyve, er alenlang… og sjov, hvis man har pakket sin danske humor med i baggagen.
Heldigvis fik jeg allernådigst lov til at træde henover dørtærsklen til USA. Hverdagsfinurligheder og eventyr gemmer sig overalt i San Franciscos tætte tåge. Her befinder jeg mig så 71 dage ældre og en smule klogere på amerikanerne.