Hollywood - Det falske sted?

For ni dage siden tøffede jeg med to venner mod stedet hvor superstjerner tændes, brænder ud og bliver til sorte huller, der opsluger alle de håbefulde, som aldrig formår at slå igennem. Roadtrip’en gik til plastikkirurgiens højborg for at spotte et par kendisser og forsøge at afkræfte alle San Franciskanernes fordomme om Hollywood. Reaktionen var entydig, hver gang jeg fortalte om vores indkodede GPS destination. "Oh, my God. It’s just SOOOOOO superficial. I hate LA. Everybody’s totally fake!" Advarslerne haglede ned over mig, som var jeg på vej til Tjernobyl for at lave en grundvandsboring og fylde drikkedunken.

Det er ikke nedsmeltede atomreaktorer men i stedet lidt for ivrige plastikkirurger, der står bag misdannelserne i Hollywood. Ungdommens kildedille er stor i LA, hvor den tilstræbte gennemsnitsalder bliver yngre for hvert år der går. Fortsætter trenden vil modebladene i år 2042 portrættere fostre på den røde løber og teenagerne vil føle sig afdankede, når de runder de 14.
Smukke mennesker myldrer rundt mellem hinanden i et urealistisk størrelsesforhold, der får Danmark til at fremstå som en væksthæmmet grim ælling. Alting sidder lidt strammere og højere omkring Sunset Boulevard og Rodeo Drive. Appelsinhud findes kun i fremmedordbogen og ammebryster fyldes med silikone, når de er tømt for mælk – hvis da ikke malkningen bliver afviklet på fremmede kontinenter, inden adoptionen er i hus.

På hvert gadehjørne kan man spejle sig i blankpolerede porcher. I det hele taget er de glade for spejlblanke facader i Hollywood. De tjener som en konstant påmindelse om at overholde den næste botoxtid i kalenderen. Jeg følte mig splittet mellem en ustyrlig trang til at kaste mig ind i det første og bedste fitnesscenter og en forargelse over alle dem, der kan skrue sig ned i en størrelse nul. Størrelse NUL? Et tal der opfordrer til, at man skal fylde ca… ingenting.
Det er irriterende at blive konfronteret med en 50årig kvinde, der fremkalder tanken: "Sådan vil jeg gerne se ud om 20 år. Nej vent. Sådan ville jeg gerne have set ud for 10 år siden." Mødrene i LA ligner døtre. I hvert fald indtil de kommer helt tæt på. Så aner man, at visse reservedele er skiftet ud. De er stadig i god stand, men lidt af charmen fra originaludgaven er gået tabt. I LA så jeg læber på bristepunktet og forbavsede øjenbryn, der aldrig har set skyggen af hår, men til gengæld kan gå af i vask. Det var et fremragende syn på sin egen karikerede måde.

At trisse rundt i Hollywood er som at spille med i et filmplot. Det ville ikke have overrasket mig, hvis en instruktør var sprunget frem fra kulissen og havde skreget "Cut." Udbuddet af celebrities under vores LA besøg var dog skuffende sparsomt. Men vi nåede at stå i biografkø med Alan Ruck alias Stuart fra Spin City. Mine håndflader er stadig svedige efter den hjertegaloperende oplevelse.
Hvis man vil rammes af stjernestøv må den bedste taktik vel være at tage derhen hvor stjernerne… støver. Derfor blev der sat krydser på kortet, så turen kunne føre os i fodsporene på Beverly Hills 90210. De nye ejere af familien Walsh’s residens lukkede ikke trædøren op trods mange insisterende tryk på dørklokken. Jeg konkluderede derfor at Jim og Cindys evige gæstfrihed måske ikke er baseret på virkelige hændelser. Leonardo Dicaprio bor oppe på en bakketop i Hollywood Hills. Der er meget smukt på den snørklede smalle vej derop og turen byder på mødet med utallige rengøringsfolk, der er ude for at trække luft fra den enorme rigdom inde bag jerngitrene. Lågen ind til det allerhelligste af Løvens hule krævede en kode eller invitation fra ejeren og vi havde desværre ingen af delene.

Motorvejschauffør extraordinaire og Beverly Hills 90210 ekspert Christina Jensen og jeg lader os forevige foran huset, der i mange år gav torsdagsaftener indhold.

Højtravende palmer kaster skygger henover sekssporede vejbaner, der snor sig mellem stjernernes millionvillaer og byens mange filmlocations. Al den glitter, den bombastiske skønhed og Hollywoods gennemtrængende budskab om, at det her er stedet hvor alting kan ske, gik rent ind. Pludselig kunne jeg fornemme Jantelovens tunge åg lette og efterlade plads til et blufærdigt ønske om at blive opdaget. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle opdages som. Tamburmajor, operasanger eller gartner? Det er i princippet fløjtende ligegyldigt. I USA kan du blive opdaget for hvad som helst. En trendbølge der synes at have skyllet sig vej henover Atlanten med Sidney Lee surfende for fuld blæst.

Det kan godt være at Hollywood efter San Franciskanernes mening er det falske sted. Men det har også en enorm underholdningsværdi, som jeg gerne giver fem stjerner på boulevarden for. Efter ni dages indtryksbombardement i LA er jeg på vej tilbage til mit fødeland. Trangen til at blive prikket på skulderen af en kompromisvillig talentspejder er ved at fordufte. Det er nok danskeren der igen stikker sin løftede pegefinger i vejret og minder mig selv om, at jeg ikke skal tro, at jeg er noget. Jeg tror nu alligevel, at jeg vil undersøge, hvor man kan gå til tamburmajor…

Tyra Banks' mand

For to dage siden havde jeg den store fornøjelse at støde ind i Tyra Banks’ mand. Han var slet ikke som jeg havde forestillet mig.

Jeg mødte ham ombord på bussen. Umiddelbart troede jeg, at en verdenskendt fotomodel ville være lidt mere rundhåndet og forære sin mand en bil. Men han er altså henvist til månedskort og offentlig transport som os andre dødelige. Han satte sig på sædet foran mig, vendte sig om, og begyndte at snakke. Han må være meget glad, måske nærmest beæret, over at være gift med Tyra Banks. I hvert fald var det sådan han titulerede sig selv. "Hello, I’m Tyra Banks' husband." Intet navn, bare titlen Tyra Banks’ mand.
Hans ene øje tog sig en lur, mens det andet forsøgte at holde øje med, hvem det var han talte med. Et venligt smil afslørede, at hans tænder var rendt ind i knyttede næver fra tid til anden. Dele af gebisset manglede. Resten deltog i mandens festlige glædesudtryk. Han lignede, at verden den dag var fri for sorger, og at han var på nippet til at bryde ud i en breakdance. "Do you have a dollar?" spurgte han og fik den. Så vendte han sig om et øjeblik og stirrede ud af vinduet på San Franciscos aftenskumring oplyst af byens reklameskilte, gadelygter og lyskæder, som ikke bliver taget ned efter juletid. Tyra Banks’ mand brugte dette halve minut på at slette alt i sin korttidshukommelse og vendte sig om mod mig igen: "Do you have a dollar?" Da jeg forklarede, at det havde jeg desværre ikke længere, forsøgte han alligevel at sælge mig en kuglepen fyldt med bidemærker.

San Francisco er stedet, hvor folk snakker ombord på bussen. Det er også stedet, hvor der bliver rullet knap så meget med øjnene, når Tyra Banks’ mand forsøger at afsætte skriveremedier til sine medpassagerer. Det virker som om folk her i byen bliver mindre flove over opmærksomheden, der følger med, når 33’erens tossekarl beslutter at kaste sin kærlighed over dem.
I 7’eren i Århus har vi Steff-Houlberg manden, der altid har en Steff-Houlberg pølsebakke med sig på ruten. Han harker som var han besat af tuberkulose, men ser ellers rimelig tilforladelig ud. Alligevel virker det som om han bærer rundt på kryptonit i sin pølsebakke og medpassagererne er supermænd, der skifter sæde for at redde livet. Der er altid tomt omkring Steff-Houlberg manden og mange øjne ruller i periferien. Hvis århusianerne turde snakke med ham, kunne det være, det viste sig, at han var gift med Helena Christensen… eller bød på en pølse og en røverhistorie.