Robert Redford slog et smut forbi...

Vejen går tit omkring Castro kvarteret i jagten på store oplevelser. Og i aftes stødte jeg på en lidt ud over det sædvanlige. Ombord på bussen så jeg en horde af mennesker samlet udenfor den gamle biograf Castro Theatre. Da jeg stod af, opdagede jeg, at selveste Robert Redford havde planer om at kigge forbi til en "special screening" af filmen "Butch Cassidy and the Sundance Kid." Jeg tog benene på nakken, hev kameraet frem og formåede at snige mig frem på første parket lige ved den røde løber. Så da manden steg ud af sin sølvgrå SUV, var jeg tæt nok på til at spotte fuer og rynker på den aldrende herre. Jeg skulle hilse...

Is it 'cause I'm BLACK?

På IKEAs hjemmeside kan du være heldig at finde en rødhåret, hjælpsom, virtuel dame ved navn Anna. Hun er programmeret til at svare på alle de spørgsmål kunderne måtte have om IKEA – og til dels også verden udenfor. Programmørerne har formentlig anset hende for lidt af en fangst. For hun kan både tage imod komplimenter om sin hårfarve og makeup. Og så er hun også i stand til at stå imod eventuelle bejlere. Til spørgsmålet: ”Har du en kæreste?” svarer hun høfligt ”Lidt hemmeligheder må en pige vel have!” Meget længere rækker Annas danske ordforråd ikke. Men på den amerikanske version af IKEAs hjemmeside er Anna åbenbart vant til et lidt hårdere kundesegment. For eksempel kender hun ordet ”prostitute.” Hvis nogen skulle driste sig til at kalde hende det, giver hun igen med skolegårdsremsen; ”Sticks and stones may break my bones but words will never hurt me.”
Den slående forskel på danske og amerikanske Anna er, at miss IKEA-USA er programmeret til at afslå racistiske kommentarer. Svaret lyder prompte: ”I’m not willing to discuss this subject in any way!” I Danmark har IKEA ikke fundet det nødvendigt at lære Anna om racefordomme. Jeg går ind for at enhver racist skal have en syngende verbal lussing. Men det skræmmer mig, at en virtuel IKEA dame ikke kan få lov til at leve i uvidenhed om skyggesiden af det amerikanske samfund.

Der bliver lagt voldsomt meget vægt på race i USA. Som menneskeligt gadekryds er det svært at vurdere, hvilken race jeg tilhører mest. Men jeg har opdaget, at hvis der er sort på farvepaletten, så er det altså den farve, man er herovre. Den første dag jeg var til undervisning i Racial Politics and American Democracy, kommenterede underviseren min blandede baggrund med en far fra Tunesien og en mor fra Danmark. Så vippede han sit hoved kvart på skrå og spurgte mig hemmelighedsfuldt, hvad min far egentlig ville sige til, hvis jeg en dag kom hjem med en hvid mand. Da hele dilemmaet i den sort/hvide konflikt og blandede forhold ligger ret fjernt fra mig, troede jeg han mente en albino. Og dem har min far, så vidt jeg ved, intet imod, forklarede jeg. Racespørgsmålet fik mig til at føle mig som den danske version af IKEA Anna. Ikke programmeret til at svare på den slags.

Trods regnbuefarver, frisind og talrige hudkulører eksisterer den sort/hvide opdeling også i San Francisco. Slavetiden og raceadskillelsen er så indgroet en del af afroamerikanernes historie, at mange stadig - forståeligt - er meget opmærksomme på deres tilhørsforhold. Fortiden har givet liv til mange konspirationsteorier. Ved årtusindskiftet blev der lavet en amerikansk undersøgelse, der viste, at 39 procent af afroamerikanerne troede på, at AIDS blev skabt i et laboratorium som et plot af den amerikanske regering for at udrydde dem. Da den albinointeresserede underviser spurgte os på holdet om vi troede teorien holdt vand, var vi kun to ud af 30, der udtrykte skepsis.

Om det skyldes, at jeg bliver undervist af en mand, der er ved at genoplive Black Panthers, ved jeg ikke. Men indoktrineringen er så småt begyndt at sætte ind. Min procentvise pigmentafvigelse fra ”Den Hvide Mand,” får mig indimellem til at føle mig sort. Jeg ser rødt, når hvide politimænd anholder kontrastfarvede personer i ghettoen. Jeg aner intet om skyld eller uskyld. Men jeg får en strittende trang til at råbe ”Oh no, you didn’t!”… og jeg står klar med kameraet, hvis anholdelsen udvikler sig til Rodney King version 2.0.

Hvilken farve jeg helt præcist har, ved jeg egentlig ikke. Bæbrun måske. Eller Obama farvet? Men solen herovre og en god portion konspirationsteorier får mig nok til at fremstå en smule mørkere, når jeg vender tilbage til det blege Danmark. Til den tid har jeg planer om at tage et møde med min bankrådgiver og bede om forhøjelse af min kassekredit. Når han svarer nej, vil jeg udbryde et højt og rungede ”Is it ’cause I’m BLACK?!!”

NASA ringer en af dagene

Kan en barndomsdrøm blive for gammel? Jeg tror et par af mine har overskredet sidste salgsdato. Men jeg har meget svært ved at acceptere det. For at sige farvel til en barndomsdrøm er at stå ved sin ældningsproces.

Jeg er opdraget i en narcissistisk religion. Den hedder "Troen på dig selv." En ateistisk mor lod mig forstå, at der ikke findes andre guder… end mig selv. Og hvis JEG ville noget nok, så kunne ALT lade sig gøre. Så da jeg i 7. klasse kom hjem fra en fysiktime og erklærede: "Jeg vil være astronaut!" tog min mor et møde med min fysiklærer, for at forklare hende om mine NASA ambitioner. Hun mente nemlig - som mødre jo skal - at jeg var en egnet kandidat. Og den tro er jeg blevet i siden.
Kombinationen af at blive indgydt ubegrænsede mængder selvtillid og samtidig aldrig at være blevet pæcet frem, har givet mig et ejendommeligt forhold til ambitioner. Jeg er overbevist om, at jeg kan nå målet. Uden at røre en finger.
OL guldvinder i 200 meter crawl. Sådan lyder en anden af mine barndomsdrømme. Jeg stoppede med at gå til svømning, efter at have set "Dødens Gab" i en lidt for tidlig alder. Men jeg opgav ikke OL drømmen. Den dag i dag tænker jeg stadig på at genoptage den ugentlige svømning og så måske nå guldet engang i år 2016. NASA ringer nok også en af dagene. Jeg skal bare lige have læst lidt op på de sorte huller og regnet på nogle primtal.

Måske er udløbsdatoen overskredet for et par af mine barndomsdrømme. De begynder vel at gå i forrådnelse, i takt med at man bliver ældre. Det er hårdt at indse for en, der opvoksede i troen på, at alt kunne lade sig gøre. Det kan ALT ikke. Det er for sent at få opfyldt drømmen om at komme med i "Flying Super Kids." En 30årig kvinde der kommer tonsende hen mod springbrættet i en livsfarlig astmamanøvre, er ikke noget, der sælger billetter. Jeg er også for gammel til at komme med i "De Unge Mødre." Men tanken om, at noget er uigenkaldeligt for sent, strider mod min religion. Derfor går jeg nu efter at komme med i "De Gamle Mødre," hvor mottoet er: "Dengang mor var ung…" Kvinderne beklager sig ikke længere over, at Johnny og hans potvenner har rodet hele stuen til. For Johnny er en anonym sæddonor.

Måske er det ungdomsfikseringen, der spænder ben for min selverkendelse. Hver dag bliver jeg tæppebombet med såkaldt målrettede reklamemails, der hylder livet før det fik begrænsninger. Efter jeg er trådt ind i et nyt årti, er jeg kommet i kategorien "Ældre kvinder." Det betyder spam, der giver mig lyst til at ansøge om pension. "Killer Wrinkles" er en reklame, der forfølger mig. Om den er rettet mod morderen, der har fået rynker af dårlig samvittighed, eller om der rent faktisk findes rynker, der dræber, ved jeg ikke. Men da jeg opdagede, at kvinden i reklamen hed Rebecca, følte jeg mig både skræmt og ramt. "Loose 40 years!" lover en anden reklame i min mailbox. Det ville give mig en betænkningstid på ti år, før jeg igen skulle fødes og for alvor give barndomsdrømmene en skalle. Måske er det bare på tide at sende drømmene til revision. Det er vel aldrig for sent at blive Nobelprisvinder?… Den tager jeg.

Fod, sved og tårer

I dag er jeg blevet kaldt både "Smelly, sweaty og uptight." - af den samme mand. Midt på Powell Street, hvor turister har travlt med at fare vild og storshoppere har sat rundsavene på turbospeed for at komme først til det største tilbud. Han gav mig sit business kort og forklarede, at han er ved at lave en film om kvinders stinkende, svedige fødder. Derefter erklærede han, at jeg lignede den perfekte kandidat til en hovedrolle i filmen. Selvom hans charmerende beskrivelse af min størrelse 37 holdt vand – det må jeg ærligt og ærgerligt erkende - var jeg alligevel ret chokeret over, at han kunne spotte det på afstand. Midt i et menneskemylder, havde mine fødder, i sine udtrådte såler, udstrålet autentisk klamhed, som han ikke kunne lade passere.
Jeg slog blikket ned i asfalten, halvt skelende på mine ildelugtende tæer, der krummede sig i flovhed. De havde lidt et knæk i fodtilliden. Så sagde han, at jeg skulle kigge ham i øjnene. At blive forlegen ville bare gøre det hele værre, mente han. På dette tidspunkt blev jeg en smule irriteret på hans ligefremme attitude, som er temmelig udansk og derfor svær at forholde sig til. Jeg takkede pænt nej til en fremtid som skrækindjagende fodfilmstjerne og forklarede, at jeg er genert anlagt, når det gælder kombinationen af film og fodsved. Så sagde han, at enhver kvinde fra Californien ville have sagt ja – "But you women from Europe are just SO uptight!" Den frembrusende fodfetishfilminstruktør forlod mig i måbende tilstand, med en snigende trang til både at hugge en hæl og klippe en tå.

San Francisco er storleverandør af oplevelser der står i skarp kontrast til, hvad jeg betragter som dansk. Hvem ved, måske synes hele min omgangskreds i Danmark, at mine fødder er klamme. Men jeg får lov til at leve i lykkelig uvidenhed. Herovre får jeg det at vide. Af en fremmed vel at mærke. Den her pågåenhed, som findes i alle afskygninger, kan både virke skræmmende og befriende.
Mine tæer er begyndt at rette sig ud igen. De har fået intensiv tæer-apeutisk behandling i form af et fodbad og ser frem til at træde byen tynd med oprejst pande. Hvis den næste mand, der giver mig sit business kort, er selveste Jimmy Choo, er min fodtillid genoprettet.