NASA ringer en af dagene

Kan en barndomsdrøm blive for gammel? Jeg tror et par af mine har overskredet sidste salgsdato. Men jeg har meget svært ved at acceptere det. For at sige farvel til en barndomsdrøm er at stå ved sin ældningsproces.

Jeg er opdraget i en narcissistisk religion. Den hedder "Troen på dig selv." En ateistisk mor lod mig forstå, at der ikke findes andre guder… end mig selv. Og hvis JEG ville noget nok, så kunne ALT lade sig gøre. Så da jeg i 7. klasse kom hjem fra en fysiktime og erklærede: "Jeg vil være astronaut!" tog min mor et møde med min fysiklærer, for at forklare hende om mine NASA ambitioner. Hun mente nemlig - som mødre jo skal - at jeg var en egnet kandidat. Og den tro er jeg blevet i siden.
Kombinationen af at blive indgydt ubegrænsede mængder selvtillid og samtidig aldrig at være blevet pæcet frem, har givet mig et ejendommeligt forhold til ambitioner. Jeg er overbevist om, at jeg kan nå målet. Uden at røre en finger.
OL guldvinder i 200 meter crawl. Sådan lyder en anden af mine barndomsdrømme. Jeg stoppede med at gå til svømning, efter at have set "Dødens Gab" i en lidt for tidlig alder. Men jeg opgav ikke OL drømmen. Den dag i dag tænker jeg stadig på at genoptage den ugentlige svømning og så måske nå guldet engang i år 2016. NASA ringer nok også en af dagene. Jeg skal bare lige have læst lidt op på de sorte huller og regnet på nogle primtal.

Måske er udløbsdatoen overskredet for et par af mine barndomsdrømme. De begynder vel at gå i forrådnelse, i takt med at man bliver ældre. Det er hårdt at indse for en, der opvoksede i troen på, at alt kunne lade sig gøre. Det kan ALT ikke. Det er for sent at få opfyldt drømmen om at komme med i "Flying Super Kids." En 30årig kvinde der kommer tonsende hen mod springbrættet i en livsfarlig astmamanøvre, er ikke noget, der sælger billetter. Jeg er også for gammel til at komme med i "De Unge Mødre." Men tanken om, at noget er uigenkaldeligt for sent, strider mod min religion. Derfor går jeg nu efter at komme med i "De Gamle Mødre," hvor mottoet er: "Dengang mor var ung…" Kvinderne beklager sig ikke længere over, at Johnny og hans potvenner har rodet hele stuen til. For Johnny er en anonym sæddonor.

Måske er det ungdomsfikseringen, der spænder ben for min selverkendelse. Hver dag bliver jeg tæppebombet med såkaldt målrettede reklamemails, der hylder livet før det fik begrænsninger. Efter jeg er trådt ind i et nyt årti, er jeg kommet i kategorien "Ældre kvinder." Det betyder spam, der giver mig lyst til at ansøge om pension. "Killer Wrinkles" er en reklame, der forfølger mig. Om den er rettet mod morderen, der har fået rynker af dårlig samvittighed, eller om der rent faktisk findes rynker, der dræber, ved jeg ikke. Men da jeg opdagede, at kvinden i reklamen hed Rebecca, følte jeg mig både skræmt og ramt. "Loose 40 years!" lover en anden reklame i min mailbox. Det ville give mig en betænkningstid på ti år, før jeg igen skulle fødes og for alvor give barndomsdrømmene en skalle. Måske er det bare på tide at sende drømmene til revision. Det er vel aldrig for sent at blive Nobelprisvinder?… Den tager jeg.