Is it 'cause I'm BLACK?

På IKEAs hjemmeside kan du være heldig at finde en rødhåret, hjælpsom, virtuel dame ved navn Anna. Hun er programmeret til at svare på alle de spørgsmål kunderne måtte have om IKEA – og til dels også verden udenfor. Programmørerne har formentlig anset hende for lidt af en fangst. For hun kan både tage imod komplimenter om sin hårfarve og makeup. Og så er hun også i stand til at stå imod eventuelle bejlere. Til spørgsmålet: ”Har du en kæreste?” svarer hun høfligt ”Lidt hemmeligheder må en pige vel have!” Meget længere rækker Annas danske ordforråd ikke. Men på den amerikanske version af IKEAs hjemmeside er Anna åbenbart vant til et lidt hårdere kundesegment. For eksempel kender hun ordet ”prostitute.” Hvis nogen skulle driste sig til at kalde hende det, giver hun igen med skolegårdsremsen; ”Sticks and stones may break my bones but words will never hurt me.”
Den slående forskel på danske og amerikanske Anna er, at miss IKEA-USA er programmeret til at afslå racistiske kommentarer. Svaret lyder prompte: ”I’m not willing to discuss this subject in any way!” I Danmark har IKEA ikke fundet det nødvendigt at lære Anna om racefordomme. Jeg går ind for at enhver racist skal have en syngende verbal lussing. Men det skræmmer mig, at en virtuel IKEA dame ikke kan få lov til at leve i uvidenhed om skyggesiden af det amerikanske samfund.

Der bliver lagt voldsomt meget vægt på race i USA. Som menneskeligt gadekryds er det svært at vurdere, hvilken race jeg tilhører mest. Men jeg har opdaget, at hvis der er sort på farvepaletten, så er det altså den farve, man er herovre. Den første dag jeg var til undervisning i Racial Politics and American Democracy, kommenterede underviseren min blandede baggrund med en far fra Tunesien og en mor fra Danmark. Så vippede han sit hoved kvart på skrå og spurgte mig hemmelighedsfuldt, hvad min far egentlig ville sige til, hvis jeg en dag kom hjem med en hvid mand. Da hele dilemmaet i den sort/hvide konflikt og blandede forhold ligger ret fjernt fra mig, troede jeg han mente en albino. Og dem har min far, så vidt jeg ved, intet imod, forklarede jeg. Racespørgsmålet fik mig til at føle mig som den danske version af IKEA Anna. Ikke programmeret til at svare på den slags.

Trods regnbuefarver, frisind og talrige hudkulører eksisterer den sort/hvide opdeling også i San Francisco. Slavetiden og raceadskillelsen er så indgroet en del af afroamerikanernes historie, at mange stadig - forståeligt - er meget opmærksomme på deres tilhørsforhold. Fortiden har givet liv til mange konspirationsteorier. Ved årtusindskiftet blev der lavet en amerikansk undersøgelse, der viste, at 39 procent af afroamerikanerne troede på, at AIDS blev skabt i et laboratorium som et plot af den amerikanske regering for at udrydde dem. Da den albinointeresserede underviser spurgte os på holdet om vi troede teorien holdt vand, var vi kun to ud af 30, der udtrykte skepsis.

Om det skyldes, at jeg bliver undervist af en mand, der er ved at genoplive Black Panthers, ved jeg ikke. Men indoktrineringen er så småt begyndt at sætte ind. Min procentvise pigmentafvigelse fra ”Den Hvide Mand,” får mig indimellem til at føle mig sort. Jeg ser rødt, når hvide politimænd anholder kontrastfarvede personer i ghettoen. Jeg aner intet om skyld eller uskyld. Men jeg får en strittende trang til at råbe ”Oh no, you didn’t!”… og jeg står klar med kameraet, hvis anholdelsen udvikler sig til Rodney King version 2.0.

Hvilken farve jeg helt præcist har, ved jeg egentlig ikke. Bæbrun måske. Eller Obama farvet? Men solen herovre og en god portion konspirationsteorier får mig nok til at fremstå en smule mørkere, når jeg vender tilbage til det blege Danmark. Til den tid har jeg planer om at tage et møde med min bankrådgiver og bede om forhøjelse af min kassekredit. Når han svarer nej, vil jeg udbryde et højt og rungede ”Is it ’cause I’m BLACK?!!”