Pandaer måtte lade livet i går på grund af min glemsomhed. Hvor mange, der drattede om, fordi jeg glemte at slukke lyset, ved jeg ikke. Men min samvittighed er delvist sort, ligesom pandaen.
Min viden om CO2 rækker akkurat dertil, hvor jeg kan konstatere, at det ikke er navnet på en badedragt. H2O og CO2 lyder til gengæld begge lidt som rappere fra 90erne, der ikke nåede med på bølgen, før alle de fede navne var taget. Men CO2 er heller ikke Eminems ven. Så meget ved jeg da.
I dag prøvede jeg så at undersøge, hvordan CO2 regnskabet så ud for i går – hvor mange der deltog i klimasagen og hvad der blev sparet. Måske var det for at lette på min delvist sorte samvittighed, at jeg gerne ville have stillingen gjort op. Hvis nu 2½ million miljø ubevidste danskere holdt lyset tændt – svarede det så til 523.000 døde pandaer – eller hvordan hænger tingene sammen? Det regnestykke havde "Burning Panda" ikke nået at lave. De havde heller ikke gidet forklare, hvad CO2 præcis er, når det hverken er en badedragt eller en rapper. De er vel gået ud fra, at miljøoplysningskampagnerne nu har kørt i så mange år, at der ikke længere findes mennesker, der stadig får et tomt blik i øjnene, når snakken falder på energibesparelser og huller i ozonlaget.
Det jeg er mest interesseret i at finde ud af er, om den strøm der blev sparet på de slukkede pærer, svarede til det, der blev brugt på Facebook.
Storbyer i "hele verden" pudsede glorien og sagde "Lad os redde miljøet," og så gik millioner af mennesker i gang med statusopdateringer til vennerne, der forklarede, hvordan de følte, de var med til at udrette noget stort. Tik tak. Elmålerne snurrede nok en ekstra omgang i timerne efter, at samvittigheden blev vasket ren.
Tænk at være en panda. I en time kan man ånde lettet op og grovæde eukalyptus, fordi planterne på mystisk vis har fået lov til at gro. Men når klokken slår 21.31 dansk tid begynder den plettede pels at klø og fætter Godbjørn falder uden varsel om, fordi han uheldigvis stod lige under hullet i ozonlaget. I dag fik jeg en statusopdatering på Facebook fra en af mine perifere venner:
"Burning Panda thinks yesterday was amazing until cousin Goodbear went up in smoke…"
Forårsfornemmelser eller tricktyv?
11 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar