Gæt og Grimasser

Jeg blev advaret mod et potentielt kulturchok, men der var ingen der sagde noget om det kommunikationsbrist, jeg lige nu befinder mig midt i. Sprogforvirringen er total. Og ikke på den fede – "Jeg er globetrotter og har forgotten my Danish – uhmm… hvad er det nu det hedder? vocabulary!" Nej mere på Grethe Sønck måden - ned på alle fire for at forklare slagteren, at jeg gerne vil købe gris til aftensmaden.

Inden afrejsen fra postnummer 8000 havde jeg en naiv forventning om, at et udlandsophold ville udvide mit ordforråd. Men udvidelsen af mit postnummer til et femcifret nabolag, var åbenbart mere end min venstre hjernehalvdel kunne klare. Det er nemlig både det danske og engelske ordforråd der er i tilbagegang. Kombinationen af to begrænsede sprog har sine konsekvenser for mødet med mine nye landsmænd. Ordbøger hjælper ikke, når man ikke kan huske, hvad man skal slå op. I de søvnige timer lige mellem aftensmaden og godnathilsenen til mine bofæller føler jeg, at mine danskkundskaber ville dumpe folkeskolens afgangsprøve med et brag. Samtidig må jeg ty til gæt og grimasser, der kan erstatte de manglende engelske gloser for "Gider du lige række mig mælken?"
De kloge siger, at det her er et mellemstadie, hvor mit hoved skal beslutte sig for, om det vil satse pengene på dansk eller engelsk. Indtil videre har jeg spredt jetoner ud over det meste af roulettebordet uden mulighed for den helt store gevindst.

Bucket Man er navnet på en gademusiker, som spiller på alle de plastikbøtter han kan komme i nærheden af. På hans flyer er der et billede af ham selv ved siden af Will Smith. Nedenunder står der "Drum Lessons - 6 dollars/hour." Om Will Smith er hans tidligere elev, vidner reklamen intet om. Jeg mødte Bucket Man en giraffarvet, varm eftermiddag, hvor den tætte tåge for en gangs skyld havde bevæget sig ud af byen. Enmandsorkestret hamrede løs på 6 hvide bøtter i assorterede størrelser og klange. Efter 3 trommesoloer holdt han stikkerne i ro et kort øjeblik. Han smilede over hele femøren og spurgte mig "So, do you like the city?" Jeg svarede ham med det bedste mit engelsk/jyske ordforråd havde at byde på den dag "Yes, yes very much, of course!" Så blottede han sit hvide tandsæt helt tilbage til visdomstænderne. Han hoppede op fra bøtterne på fliserne og fandt fluks sin "greatest hits" CD frem. Det viste sig, at jeg ikke havde fattet den ellers relativt korte sætning; "Do you like the city?" I originaludgaven havde den lydt "Would you like a CD?" – "Yes, yes of course!" sagde den tungnemme dansker med sine talegaver for børn. Så nu er jeg den lykkelige ejer af en alt for dyr CD med Will Smiths trommelærer. Den indeholder blandt andet den kendte klassiker "Thanksgiving," som starter med stroferne "I want gravy, I want potatoes, I want turkey."