Buschaufføren kører kun til second base

Buschauffører er mig stadig en gåde. De er ikke videre snakkesalige i San Francisco og minder på den måde meget om dem, jeg har forsøgt at føre en samtale med i København. Den første køretur jeg havde som eksiljyde i hovedstaden førte mig gennem Istedgade. Jeg bankede høfligt mulden af mine træsko, inden jeg sagde til buschaufføren "Jeg skal til Enghaveplads…" i håb om, at han ville forklare, hvor mange kroner, jeg skulle slippe for den tur. "Nå, hurra – tillykke med det," lød hans svar.
På samme måde har jeg forsøgt at hive et par vejledende råd ud af chaufførerne på bus 38, som kører op ad Geary Boulevard, hvor jeg bor. Jeg føler, at jeg har tilmeldt mig et selvhjælpskursus for passagerer, hvor det er mig, der stiller spørgsmålene, og MIG, der kommer med svarene. Det har ført mig på mange spændende sightseeing ture ud af nabolaget og langt pokker i vold væk fra min gadedør. I starten fordi det var mig selv, der skulle annoncere stoppestederne, og derfor aldrig kom af i tide. Siden hen fordi man skal bestå en mensatest for at kunne åbne de "automatiserede" døre i San Franciscos busser.
Sidste buseventyr var noget abrupt, da chaufføren pludselig sagde over højtalerne. "You have to get of the bus now… This bus doesn’t go any further!" Det overraskede min eneste medpassager og jeg, da bussen plejer at fortsætte cirka 25 stop endnu. Men vi stod autoritetstro af.
Heldigvis er passagererne på busserne herovre ligeså snakkesalige som chaufførerne er tavse. Så kvinden, jeg blev smidt på gaden med, hjalp mig videre på ruten. Jeg formåede, inden vi skiltes, at brillere med mine højtudviklede engelske talegaver, og sagde til hende: "It was so strange with that busdriver. He should have told me, that he didn’t want to go all the way with me." Og med disse ord, der nemt kunne forveksles med en skuffet teenager - smidt af ved second base - fortsatte jeg med den næste bus i jagten på flere overraskelser.