torsdag den 26. marts 2009

Humor frabedes i "Limbo"-land

For 71 dage siden stod jeg i San Franciscos lufthavn og forsøgte at tilbageholde et voksende smil på læben. På dette tidspunkt blev jeg selv tilbageholdt i paskontrollens "limbo"-land af en uniformeret skrankepave, der nok aldrig har haft et smil tilovers. Sikkerhedspersonalet i lufthavne – især de amerikanske – har vel omtrent ligeså meget humor som folk, der lever af at foretage tarmskylninger. Derfor må man hverken rulle med øjnene eller klukke lavmælt, når man afkrydser tro og love erklæringen for at komme ind i det forjættede land. "Har du tænkt dig at begå kriminalitet eller terrorvirksomhed under dit ophold i landet?" Kryds Ja eller Nej. "Hvem har betalt for din billet?" – svaret "min alfons" er god, dårlig humor, men vil nok blive taget meget bogstaveligt. "Var du i perioden 23. marts 1933 til 8. maj 1945 involveret i nazi virksomhed?" – Hvordan det skulle kunne lade sig gøre uden en tidsmaskine er mig stadig en gåde. Men listen med spørgsmål, designet til at knække terroristen, der ikke kan lyve, er alenlang… og sjov, hvis man har pakket sin danske humor med i baggagen.
Heldigvis fik jeg allernådigst lov til at træde henover dørtærsklen til USA. Hverdagsfinurligheder og eventyr gemmer sig overalt i San Franciscos tætte tåge. Her befinder jeg mig så 71 dage ældre og en smule klogere på amerikanerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Diasshow